I tilfælde af skade Spørgsmål & Svar Alarmcentralen Gode råd Vaccination Europa eller verden Priser og dækningssummer

I lufthavne
Kom altid i god tid. Det er dit eget ansvar at være i ordentlig tid til din flyvning. Rejseforsikringen dækker kun, hvis forsinkelsen er uforskyldt.

Ikke alle internationale lufthavne er lige så overskuelige og velorganiserede som fx Københavns Lufthavn. Det kan derfor overraske, at det tager længere tid end som så at tjekke ind og komme igennem security.

Husk også at undersøge, hvilken terminal dit fly afgår fra – og om du er i den rigtige terminal.

Har du selv arrangeret din flyrejse?
Har du selv arrangeret din flyrejse, så skal du være opmærksom på, om du har rigelig transittid ved flyskift. Det er ærgeligt at starte eller slutte ferien med mange timer i en transithal og måske endda først komme videre dagen efter. Og det kan blive dyrt. Hvis man ikke som minimum har overholdt den officielle transittid i lufthavnen, er man ikke dækket af rejseforsikringen. En ny flybillet og hotelovernatning til hele familien kan hurtigt beløbe sig til mange penge.

Håndbagage – nye regler
Der er pr. 6. oktober 2006 kommet nye regler for håndbagage, bl.a. om højst at medbringe en liter væske. Læs mere her.

Husk at der altid er risiko for, at din indcheckede bagage bliver forsinket eller bortkommer. Det er derfor en god idé at opbevare de vigtigste ting i din håndbagage: F.eks. personlige papirer (pas, penge og kreditkort), medicin (herunder p-piller) og elektronisk udstyr.  

Knive skal pakkes ned i den indcheckede bagage – aldrig i håndbagagen.

Pas og visum
Check reglerne for pas og visum i god tid - der kan være ventetid på begge dele.

Husk at undersøg, om dit pas er gyldigt. I en del lande skal passet være gyldigt i mindst 6 måneder efter den dato, hvor du forventer at rejse hjem.

USA stiller særlige krav til pas. Det skal være maskinlæsbart og kun pas, der er udstedt efter 1. marts 1997, er gyldige. Børn kan ikke længere indskrives
i forældres eller andre voksnes pas og skal derfor have deres eget pas, uanset alder.

Læs mere om regler for pas på www.politi.dk og om visum på www.um.dk.

Sygdomme
Hvis din rejse går til et tropisk eller subtropisk land, er det vigtigt, at du har de rigtige vaccinationer.

GoSafe anbefaler Rejseklinikken i Ordrup, der kan tilbyde professionel vejledning om vaccinationer og fortælle dig, hvilke forholdsregler du bør tage før og under din rejse.

Med en GoSafe rejseforsikring i hånden får du 15 % rabat på alle dine vaccinationer.

Nedenfor kan du læse lidt om de mest almindelige tropiske sygdomme: Malaria, dengue feber og diarré:

Malaria
Malaria overføres af myg, som udelukkende stikker efter mørkets frembrud. Sygdommen forekommer i næsten alle tropiske lande, men langt de fleste tilfælde er i Afrika syd for Sahara.

Man beskytter sig mod sygdommen ved at anvende myggebalsam og sove i rum med aircondition eller under imprægneret myggenet. I højrisikoområder bør man desuden tage forebyggende malariamedicin. Hvilken medicin man skal tage, afhænger af destinationen, tidligere bivirkninger af medicinen og aktuelle eller tidligere sygdomme.

Dengue feber
Dengue feber overføres af den samme type myg, som overfører gul feber. Myggen stikker primært lige omkring solopgang og solnedgang. Der findes ingen vaccination eller forebyggende medicinsk behandling. Det er meget vigtigt at anvende myggebalsam og myggenet som forebyggelse.

Diarré
Risikoen for at få diarré er altid til stede på udlandsrejser. Vandet i hanerne indeholder ofte mange bakterier, og madvarerne er ikke altid tilberedt lige så hygiejnisk, som vi er vant til.

Hvis du får diarré, er det vigtigt at drikke rigeligt med væske og undgå mælkeprodukter. Du kan også tage nogle stoppende piller, som f.eks. Imodium. Det er altid en god idé at have denne type medicin med på rejser til steder, hvor risikoen for diarré er stor. En bivirkning ved stoppende piller kan være kvalme. Et godt råd er derfor at supplere med en køresygepille, hvis man skal ud på en bumpet bustur! 

Du skal søge læge, hvis diarréen er vedvarende, eller hvis der er blod i. Du bør også kontakte en læge, hvis du kaster op under diarréen.

Pengeoverførsel
Dine pårørende kan hjemme fra Danmark overføre penge til dig via Western Union. På Western Unions hjemmeside kan man se, hvor det nærmeste overførselssted ligger i forhold til ens bopæl.

Ting tager tid – også i udlandet
GoSafes alarmcentral gør alt for, at du kommer sikkert igennem et eventuelt sygdomsforløb - og så hurtigt som muligt. Men det er desværre ikke ualmindeligt, at ting tager længere tid i udlandet end herhjemme. At blive udskrevet fra et hospital kan f.eks. være en langsommelig og til tider bureaukratisk affære, hvor der ikke er andet at gøre end at tage den med ro.


 

Showing 1 items:
Rejselinks

<span class='sectionheader'>Rejselinks</span>
GoSafe rejseforsikring (leveret af Gouda Rejseforsikring) • Sejrøgade 9 • 2100 København Ø • Tlf.: 70 20 04 14 • Fax: 70 20 04 15
E-mail: gosafe@gosafe.dkCookie Policy